Coverfestival vol 2 - Battle of the bands

Midtpunktet Thyholm gentager succesen og arrangerer igen indendørs coverfestival i hallen lørdag den 13. marts 2021.

Tilbage i marts 2019 slog Midtpunktet for første gang dørene op for deres koncept indendørs coverfestival. En festival med ene tributebands og garanti for tørvejr. 2019 versionen af festivalen blev en bragende succes og var totalt udsolgt, så nu er Midtpunktet Thyholm klar med volume 2.0 i marts 2021.

Denne gang bliver temaet ”battle of the bands”. Fire fantastiske tributebands spiller musik fra fire af verdens allerstørste bands gennem tiderne. Så til Coverfestival vol. 2 kan du høre musik fra:

  • ABBA
  • Queen
  • Coldplay
  • Bee Gees  

Igen vil hallen blive pyntet op til festivalsstemning og de mange forskellige boder med mad & drikke vil igen blive sat op. Som noget nyt vil festivalen denne gang starte lidt tidligere, således åbnes festival”portene” allerede kl. 15.00 og første band er klar på scenen kl. 16.00. Billetsalget starter den 28. aug kl 10.00.
De første 200 billetter sælges til 299, - herefter stiger prisen til 345,-

Vi tror og håber på normale tilstande igen i 2021 og er sikker på at folk hungrer efter fest og god musik. Skulle Corona dog stadig have taget i Danmark i marts 2021, så har vi også en Plan-B klar til gennemførelse i et andet format. Vi vil selvfølgelig  altid overholde gældende Corona-retningslinjer, så folk kan roligt købe deres billet allerede nu.
Efter vores store coverfestsucces i 2019 har flere spurgt efter en gentagelse og den kommer så allerede i 2021. Vi har fundet 4 supergode & professionelle tributebands. Der er lidt for enhver smag. Vi glæder os til en ny kæmpe fest i Midtpunktets hal”
Kristian Hedegaard Centerleder.

ABBACZ

Tjekkiet har i nogen tid været kendt for sine mere end fremragende hyldestbands, og blandt dem rager ”Abbacz” tårnhøjt op. Bandet som er hjemmehørende i Prag leverer et show i absolut topklasse. Iført originale kostumer og ægte 70’/80’er koreografi leverer bandet et 100% live show, her er ingen maskiner, playback eller andre former for nemme løsninger. Der er 8 optrædende i det høj-energiske show. Foruden Abba formationen medvirker bassist, trommeslager og 2 korpiger. Dette er et show i meget høj klasse, og her kan man både lytte, synge med, - og danse! Der er garanti for genkendelsesglæde når Abbacz går på scenen.  

Keen on Queen
Bohemian Rhapsody, We Are The Champions, The Show Must Go On, Radio Gaga, Don’t Stop Me Now … Queens musik er rocket, melodisk, teatralsk, indfølt og elsket på tværs af generationer.

Når Keen On Queen træder på scenen, gør de det med overbevisning, charme og med en dybfølt respekt for det originale materiale.

Med sin store musikalske erfaring, og med optrædener på nogle af de største danske festivaler i bagagen, leverer forsanger Morten Hvid en stilsikker og overlegen Freddie med masser af saft og kraft i stemmen…tilsat et kækt glimt i øjet og stramme lædertights.

Til Keen On Queen har Morten håndplukket fire erfarne musikere fra den danske musikscene, som hver især har spillet i nogle af de største danske kopiorkestre, og bl.a. delt scene med internationale navne som Metallica, Dizzy Mizz Lizzy og D-A-D. 

 

Glæd dig til en musikalsk oplevelse udover det sædvanlige med hit på hit fra ét af de største og legendariske rockbands nogensinde.

A Rush Of Coldplay

Med mere end 70 millioner solgte albums og masser af massive radiohits, har Coldplay udviklet sig til et af de mest populære bands overhovedet. Storladne og iørefaldende hits som YellowClocksFix YouViva la VidaParadiseA Sky Full of Stars og Adventure of a Lifetime har gjort det britiske rockband til allemandseje. A Rush of Coldplay er en hyldest til det verdensberømte band, og der bliver ikke gået på kompromis nogen steder.

At genskabe Coldplays udtryk kræver i dén grad benhårdt arbejde og ikke mindst musikere som kan løfte opgaven. Den fire mand store besætning i det danske tribute-band genskaber ikke blot Coldplays store lyd, men også deres visuelle udtryk. Alt sammen for at komme så tæt som muligt på målet og tilfredsstille selv de mest hardcore Coldplay-fans.

Siden 2012 har A Rush of Coldplay løftet opgaven og på diverse festivaler, open air-arrangementer og spillesteder bevist at de magter udfordringen. Den flotte respons og de meget overvældende, positive kommentarer fra publikum er et udtryk for at bandet har sin berettigelse.

Er du fan af Coldplay, er det et must at opleve A Rush Of Coldplay.

Staying Alive – A Bee Gees tribute

Der er garanti for at blive smittet med lidt “Night Fever” når en perlerække af 4 årtiers Bee Gees hits rulles ud for publikum, og stemningen løftes helt op under taget!

Bee Gees legendernes bedste og mest populære sange leveres helt autentisk live af et 6-mands orkester som er tro mod brødrenes helt unikke lyd. Bandet er en spændende kombi af 4 nationaliteter og med både garvede kræfter og så det yngre talent – forsanger Jamie Talbot – skabes der en fed dynamik som nok skal bringe stemningen op på kogepunktet!

Én ting er sikkert: Hvad enten man er til dunkende disco-rytmer som ”Jive Talking” og ”Stayin’ Alive”, eller de store stille som ”I started a joke” og ”Spicks and specks”, går man ikke skuffet hjem!

Så find dine strammeste bukser frem, knap skjorten langt ned, og lad os lave din fest!

Køb billetter her!

Spilleplan (med forbehold for ændringer)

Kl. 15.00 – Portene åbnes
Kl. 16.00 – Staying Alive
Kl. 17.30 – ABBACZ
Kl. 19.30 – A Rush Of Coldplay
Kl. 21.00 – Keen on Queen
Kl. 23. 00 – Tak for denne gang

KONTAKT INFORMATION
Midtpunktet Thyholm
Rughavevej 5
7790 Thyholm
Tlf. 9684 8630
midtpunktet@struer.dk
Centerleder
Kristian Hedegaard
kristianh@struer.dk
26 71 51 05