Julekoncert med Nørby, Hannibal & Petri

Midtpunktet Thyholm har gjort et scoop og får den 7. december 2018 besøg af 3 meget markante kulturpersonligheder, som alle er toppen af poppen indenfor deres felt.

Ghita Nørby, Lars Hannibal og Michala Petri er nemlig gået sammen for at lave anderledes og hyggelige julekoncerter; ”eventyrlig jul”. Så der er lagt op til julehygge og musik i verdensklasse når de tre stjerner gæster Midtpunktet.

Du kan opleve Danmarks store skuespiller Ghita Nørby læse H.C. Andersens fantastiske juleeventyr: Grantræet, Den lille pige med svovlstikkerne og Nattergalen.  Michala Petri og Lars Hannibal har sat musikken sammen, som undervejs, i og omkring eventyrene skaber laguner til eftertænksomhed.

Musikken er af Carl Nielsen og de to store barokmestre J.S. Bach og G.F. Händel, som har skrevet henholdsvis Juleoratoriet og Messias. Rygtet siger, at Ghita højst sandsynligt også vil læse Johan Krohns skønne fortælling Peters Jul.

Ghita Nørby er Danmarks skuespil 1. dame. Hun har nu været aktiv skuespiller i over 60 år og er elsket af mange generationer både for hendes mange optrædener i danske lystspil, ofte i sammenspil med Dirch Passer, men også i nyere tid, hvor hun blandet andet har modtaget stor hæder for hovedroller i film som ”Dansen med Regitze”, ”Arven” og ”Stille hjerte”. 
Og hvem husker hende ikke som Ingeborg i Matador? Men også på teatrene har hun høstet stor succes og har både modtaget en æres-Bodil og en æres-Robert.
Ingen tvivl om at det er en stor dansk stjerne som besøger Midtpunktet til december.

Lars Hannibal er en af Danmarks førende klassiske guitarister. Han har primært arbejdet som kammermusiker, og har siden 1980turneret intensivt i Europa, USA, Mellemøsten, Mexico, Korea, Kina og Japan. I mange år var det med violinisten Kim Sjøgren i Duo Concertante. For at opnå den fulde kunstneriske frihed og rettigheder til fremtidige indspilninger, besluttede Lars Hannibal og Michala Petri i efteråret 2006 at starte deres eget pladeselskab, OUR Recordings. Selskabet, med Lars Hannibal som direktør og kreativ kraft, har indtil nu udgivet 18 CDèr som alle har fået overvældende internationale anmeldelser.

Michala Petri har i mange år været en førende virtuos på sit instrument, blokfløjten, og hun har en strålende karriere som travl omrejsende solist med koncerter overalt i verden, og en perlerække af meget roste CD-indspilninger bag sig. Med andre ord er hun en verdensstjerne på blokfløjten.
 Allerede i 1969 debuterede hun kun 11-år gammel som solist i Tivolis Koncertsal. Michala Petri har modtaget mange priser, bla. i år 2000 Léonie Sonnings musikpris, og i 2005 blev hun tildelt den europæiske kulturstiftelse Pro Europa’s solistpris. I 2011 blev hun udnævnt til Ridder af 1.Grad.

Hver for sig og sammen er de garant for en stor kulturel oplevelse. 

Billetter kan købes med en skøn julebuffet inden koncerten. Julebuffetten stater kl. 18.00

Koncerten starter kl. 20.00.

Billetter købes her.

KONTAKT INFORMATION
Midtpunktet Thyholm
Rughavevej 5
7790 Thyholm
Tlf. 9684 8630
midtpunktet@struer.dk
Centerleder
Kristian Hedegaard
kristianh@struer.dk
26 71 51 05